Jeg havde noget af en hård barndom, og det har ført mange ting med sig. Jeg er godt klar over, at jeg ikke havde den hårdeste barndom, og at mange andre har det hårdere end mig. Så denne artikel er ikke for at græde over fortiden, eller finde folk der kan havde ondt af mig. Tværtimod forsøger jeg at redegøre for hvordan de ting der skete i min fortid havde indflydelse på min opførsel, hvor jeg opdagede det, og hvad jeg gjorde for at vokse og blive et bedre menneske på baggrund af min opdagelse.
Grundet det meget kaotiske hjem jeg voksede op i, havde jeg et meget kynisk syn på andre mennesker, og livet i det hele taget. Det betød at jeg ingen respekt havde for andre, og opførte mig meget egoistisk og selvcentreret. Min opførsel skubbede selvfølgeligt andre mennesker væk, og resulterede i at jeg ingen venner havde, og ingen kunne lide mig. Med mit snævre syn på tingene gik dette blot ind og bekræftede at jeg havde ret: mennesker var fjendtlige, og ingen fortjente respekt fra mig. Det var en selvopfyldende profeti, som jeg desværre gjorde stærkere og stærkere op igennem mine teenageår. De store hormonudsving hjalp heller ikke ligefrem på tingene.
Jeg havde dog et enkelt lys i mit liv, og det var min passion for fodbold. Når jeg så fodbold i fjernsynet, blev jeg grebet af en positiv energi, og jeg så i de 90 minutter helt anderledes på verden. Jeg følte en enorm respekt overfor fodboldspillerne, og følte mig motiveret til selv at blive en bedre fodboldspiller. Problemet var, at den måde jeg spillede på var utroligt egoistisk. Jeg tænkte stadig så lidt om alle de andre unge mennesker på mit hold, at jeg nægtede at spille dem bolden. Jeg forsøgte at gøre alting selv, og kunne blive noget så aggressiv. Jeg fik ufatteligt mange røde kort, og blev til sidst smidt af fodboldholdet. Det var et enormt nederlag for mig, og jeg tror det var mit første skridt imod forbedring. Jeg lærte, at mangel på respekt kan betyde, at man mister de ting man holder mest af i livet.
Så da jeg året efter tog på fodbold efterskole, var det med en forståelse for, at min opførsel var nødt til at ændre sig, hvis jeg ikke igen skulle miste min mulighed for at udleve min passion. Så for første gang i mit liv, begyndte jeg aktivt at arbejde hen imod at danne forbindelser med andre mennesker, og endte ud med nogle virkeligt tætte venskaber. Jeg tror helt sikkert også det hjalp, at jeg var på en efterskole og derfor kom lidt væk fra det hjem og de mennesker, der havde gjort mig kynisk til at starte med. Det var en frisk start, og det var nøjagtigt hvad jeg havde brug for.
