Sådan Sætter du Lejligheden i Stand på Ingen Tid

Lejlighed

Hvis du er på lejlighedsjagt, vil du sikkert støde på rigtigt mange lejligheder, som egentligt er lækre nok, men kræver noget istandsætning. Nogle gange er der ikke engang tale om funktionelle reparationer – der er ikke vandskade eller deciderede problemer. Lejligheden kunne bare komme til at se rigtigt meget bedre ud, hvis der lige blev gjort et par småting og den fik en kærlig hånd.

Det er noget jeg selv har rigtigt meget erfaring med, da jeg i mange år har levet af at købe og sælge boliger. Min forretningsplan er utroligt simpel: jeg finder lejligheder og huse, der er tilpas grimme eller slidte til, at de sælges til under markedsprisen, og så sætter jeg dem i stand og sælger til en pæn profit. Med tiden har jeg udviklet et godt øje for, hvad der skal til for at øge værdien på et hjem, og at gøre det på en måde der er både hurtig og billig. I denne artikel deler jeg ud af min erfaring, så du kan lave en god handel på dit næste hjem, og samtidig få det til at ligne en million.

Det første du skal være opmærksom på er, at tingene er blevet meget nemmere i dag. Du kan kigge på dusinvis af lejligheder via internettet – du kan bare sidde i sofaen, og bladre igennem billederne. Da jeg startede ud, var jeg nødt til at besøge alt hvad der var til salg, for at danne mig et overblik. I dag går jeg online, og kigger kun på de bedste kandidater. Når det kommer til istandsættelsen kan du også købe alt fra maling til klinker online. Det betyder også, at du ikke skal være nervøs, selv hvis du aldrig har købt eller istandsat bolig før. Du behøver ikke kende alle tricksene eller butikkerne på forhånd – det hele er en søgning på internettet væk.

Det første trick er, at finde boliger der ser beskidte ud. Hvis billederne viser en masse støv og rod, så vil det have en betydning for salgsprisen, uden reelt at have det for værdien. Det er hurtigt at støvsuge et hjem, og smide noget nyt maling på nikotin gule vægge. Gode ejendomsmæglere anbefaler derfor at gøre dette før huset bliver sat til salg – men der er stadig nogle, der bare vælger at sætte det til salg, i sin beskidte og rodede form. Det skræmmer mange købere væk, men det er til din fordel: der er mindre kamp om den beskidte lejlighed, selvom værdien er den samme, og du kan derfor få den til en god pris. Lejligheder der er lagt op med dårlige billeder – grynede fotos, eller billeder fra sære vinkler – kan også være rene guldgruber. Tricket er helt basalt at kigge på de lejligheder, som andre skiller fra, fordi de ikke umiddelbart ser godt ud.